onsdag den 9. oktober 2013

I-bøger i undervisningen – mægtige muligheder og farlige faldgruber

I-bøger er et jomfrueligt område på handelsskolernes grunduddannelse. Men nu begynder de at komme. Der er mange indlysende fordele ved de I-bøger, der ikke blot vil være bog-på-net:
  • Først og fremmest den multimodale tilgang, hvor det faglige stof kan tilgås på forskellig vis og understøtte flere læringsstile
  • Link til relevante steder på nettet
  • Interaktive opgaver og opsamlende test
  • Digitale noter knyttet til det enkelte kapitel
  • Søgefunktion på tværs af indholdet
  • Ordforklaringer ved mouse-over

Eleverne tager I-bøgerne til sig positivt og for mange betyder det større motivation, men en del har svært ved at orientere sig og giver op.
Så ud over tekniske indkøringsvanskeligheder fra forlagenes side oplever mine kolleger frustrationer i brugen af det digitale læremiddel.

Uoverskueligt
Det er svært for eleverne (og underviserne) at få overblik over den store mængde faglige input og de mange tilgange.
  • Hvad er det vigtigt at se, høre, læse eller interagere med?
  • Hvor lang tid tager de enkelte dele? Selv den motiverede, flittige elev har ikke ubegrænset forberedelsestid og må prioritere forberedelsen i de enkelte fag.

En ruteplaner
Vi, læsevejledere, råder vores kolleger til at sætte sig grundigt ind i alle kroge af I-bogens indhold og muligheder, så de dels kan demonstrere de nye digitale muligheder og dels kan give eleverne forslag til ruteplaner. Både en ruteplan for at bruge I-bogen generelt og en ruteplan med en rækkefølge og en prioritering af, hvilke dele af materialet det giver mest mening at arbejde med.
Så anbefaler vi dem at arbejde med forskellige læseteknikker. Vi har produceret et lille site om faglig læsning generelt, hvor de kan orientere sig i grundlæggende teori og finde praktiske eksempler: http://avenbuild.ventures.dk/lotype23.asp?cryptID=idcRNCFs7usqc&tema=0&emne=0

Ups…
De fleste af I-bøgerne ligner traditionelle bøger med en lineær tilgang og opbygning i kapitler.

  • Er der tænkt i også at understøtte problem- og projektorienteret undervisning?
  • Hvor er tværfagligheden?
  • Udnyttes mulighederne tilstrækkeligt fx inddragelse af web 2.0?


Har du erfaringer med I-bøger? Gode råd og spændende overvejelser? Del dem med mig/os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar